Ringmærkning som værktøj i forvaltning og bevaring af danske fugle

Viden fra ringmærkning bruges bredt i forvaltningen af de danske fuglebestande, som habitatforvaltning, jagttider og bekæmpelse eller egentlige bevaringstiltag. Ringmærkede individer kan genkendes, hvilket bl.a. udnyttes i forbindelse med bestandsestimater, vurdering af overlevelse, spredning og trækveje. I modsætning til simple tællinger giver ringmærkning oftest meget bedre mulighed for at vurdere de underliggende årsager til ændringer i bestande. På baggrund af sådanne demografiske parametre kan det vurderes, hvorvidt en bestand er selvsupplerende eller om det er udefrakommende fugle, der opretholder bestanden, om overlevelse blandt voksne fugle eller ungeproduktionen er skyld i en bestandsændring, og om forskellige dødsårsager indvirker på bestanden.

Effektiv forvaltning er baseret på viden. Forvaltning kan omhandle (1) truede og beskyttelseskrævende arter enten på den danske rødliste eller arter med ”ugunstig bevaringsstatus” efter reglerne i EU-direktiver (særligt EU-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag 1, hvor Danmark har en juridisk forpligtigelse til at sikre en gunstig bevaringsstatus), (2) konfliktskabende arter – eksempelvis hvor bekæmpelse eller forflytninger skønnes nødvendigt, (3) overvågning af den danske fuglefauna som et led i biodiversitetsovervågningen, (4) overvågning af bestande af jagtbare arter og fastlæggelse af jagttider, og (5) overvågning af sygdomsspredning.

En række eksempler kan illustrere ringmærkningens betydning i forvaltningen:

Engrylen optræder på EU-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag 1 og er rødlistet som akut truet i Danmark. Den lille danske bestand yngler meget sjældent på enkelte strandenge over det meste af landet, men især på Tipperne i Vestjylland er der en egentlig bestand på 20-25 par. Et ringmærkningsprojekt, siden 1990 har med fokus på at undgå forstyrrelser, påvist, at ungfuglene fra Tipperne stort set alle vender tilbage til Tipperne for at yngle. Projektet har skaffet viden om antallet af ynglepar, overlevelse hos voksne og unge og sat denne i relation til habitatforvaltning, spredning af voksne og unger, alder ved ynglestart, effekt af ynglesucces, partrofasthed og mulighed for omlæg. Viden, der har været essentiel, ved forvaltning af engrylens levesteder i Danmark og ikke mindst på Tipperreservatet.

Hedehøgen er bilag 1-art, med en bestand på omkring 20 par (2025), primært i Sydvestjylland. Arten er i tilbagegang i store dele af det nordvesteuropæiske udbredelsesområde, og årsagerne studeres intensivt i blandt andet Tyskland og Holland. Ringmærkning viser, at den danske bestand er en del af denne nordeuropæiske bestand, og forvaltning af bestanden må derfor foregå koordineret. I tillæg til beskyttelse af ynglefuglene pågår yderligere specialmærkning for at afklare årsagerne til tilbagegangen.

Kongeørnen er ligeledes bilag 1-art og indvandret som ynglefugl indenfor de sidste 20 år, med en bestand på 5-7 par i de sidste år. Ringmærkning af ungerne afslører, at få af de producerede unger etablerer sig (primært i allerede eksisterende par), og det er fortsat uvist, hvorfor der ikke er sket større spredning og efterfølgende etablering af nye ynglepar. På denne baggrund blev et projekt med GPS-sendere igangsat i 2015 for at afklare ungernes skæbne.

Splitternen er også bilag 1-art. Den yngler i kolonier, hvis størrelse ofte fluktuerer kraftigt. Ringmærkning har vist, at der er en del udskiftning mellem kolonier. På Hirsholm findes en stor koloni, hvor der blev observeret en del prædation af større måger. I forbindelse med tilladelse til regulering af større måger på Hirsholm, påviste et ringmærkningsprojekt, at bestanden af splitterne var selvsupplerende, og at bekæmpelse af mågerne var et rimeligt middel til bevaring af kolonien.

Kirkeuglen er rødlistet i Danmark. Bestanden er gået kraftigt tilbage, og arten vil formentlig forsvinde indenfor en årrække. Ringmærkning siden 1920 har dokumenteret, at overlevelse hos både unger og voksne har været relativt konstant. Årsagen må derfor være nedgang i ungeproduktionen, hvilket yderligere fodringsforsøg har bekræftet. Yderligere specialundersøgelser har kortlagt betydningen af forskellige habitater for ungeproduktion, og på baggrund af denne viden har man kunnet beslutte bestandsmæssige tiltag.

Skarv-bestanden er gået kraftigt frem siden totalfredningen i 1980 og arten yngler i dag på en række lokaliteter. Skarven er en såkaldt konfliktskabende art. Kolonierne ødelægger de træer, som parrene yngler i, og fiskerne forlanger arten bekæmpet på grund af konkurrence om fiskene. Ringmærkning har demonstreret, at bekæmpelse af ynglekolonierne medfører spredning til nærliggende områder, samt udveksling mellem europæiske bestande og at mange danske skarver skydes udenfor landet. En nedgang i skarv-bestanden er konstateret de sidste år, og den primære grund vurderes at være naturlig prædation fra havørne.

Intensiv ande-ringmærkning, især i 1930erne og 40erne har vist, at de ænder, der forekommer om vinteren i Danmark kommer fra et stort område af det vestlige Sibirien. Fugleinfluenza, der har et naturligt reservoir i ænder, kan derfor potentielt spredes af vilde ænder over store afstande. Knopsvanen er en bilag-2 art hvis kerneudbredelse i Europa er centreret om Danmark og farvande omkring Danmark. Risikovurdering af spredning af fugleinfluenza via svaner bygger i meget høj grad på resultaterne fra et mangeårigt ringmærkningsprojekt.

Punkttællinger viser, at løvsangeren og mange andre Afrika-trækkende arter er gået kraftigt tilbage. CESprojektet og standardiseret mærkning på fuglestationerne vil på sigt, give mulighed for at vurdere den underliggende bestandsdynamik, og dermed afsløre om problemerne ligger i vinterkvarteret, under trækket eller i yngleområdet.

Ynglende landsvaler forflyttet fra en produktionshal i Skælskør til Nordjylland dukkede snart efter op igen, og yderligere forflytninger var indlysende meningsløse. Miljøstyrelsen giver i visse tilfælde dispensation til bekæmpelse af arter, der forstyrrer levnedsmiddelproduktionen, i eksempelvis lader, eller spiser afgrøder. Ringmærkning er et effektivt redskab til at dokumentere effekten af forflytning (frem for regulering/bekæmpelse). Miljøstyrelsen giver tilsvarende tilladelser til flytning af gråspurve og stære, desværre ofte uden at effekten bliver dokumenteret, eksempelvis ved ringmærkning. Når regulering vælges som middel i forhold til konfliktskabende arter, forudsættes det, at reguleringen rammer de individer, der skaber konflikt. Ringmærkning kan ofte bruges til afsløre, hvis det er særlige individer, der skaber problemet, eller i hvilket omfang og hvornår forskellige bestande forekommer. Vigtig viden ved for eksempel fastsættelse af jagttider.